Så er der nyt vedrørende 5. afdeling, se mere her.
Løbsberetning – skrevet af Tom Mortensen fra MISK
Ganløse Eged bød på det mest mudrede spor endnu set i denne vintercup sæson. Regnen have stået ned i stænger lange perioder i løbet af lørdagen og bevidstheden om den lave og lerede skovbund gav bange anelser om et virkelig hårdt løb. CK Viking havde ændret lidt på ruten i forhold til hvad vi tidligere havde kørt derude. Prøve omgangen forud i relativ rolig tempo – må jo lige have varmen – bekræftede de bange anelser. Sporet var mudret og det ville blive grimt hårdt. Et par glatte nedkørsler havde fået et “Giv Agt” skilt vedhæftet og det var da heller ikke følelsen af fuld kontrol der sad fremme lige under indersiden af hjelmen på vej ned der. Vest sidens glatte rødder føles pludselig ikke så glatte som ellers husket fra tidligere år – det havde de fedtede nedkørsler fået justeret på. Den omlagte rute klippede nogle generelt meget mudrede stykker ud af den ellers kendte rute – Det siger jeg og cyklen tak for. Vel tilbage ved start… placerer sig midt i feltet. Klokken lige ved at være 10. Start…. start sløjfe og første reelle omgang var sjove og gik godt – det fysiske overskud stadig i behold til at køre aggressivt på rødderne og herfra begyndte det at gå ned ad bakke for mand og udstyr. Gearet begyndte at drille, kassetten pakket med blade og mudder, de bredde dæk samlede så meget mudder op at de blev slidt firkantede af gaffel og ramme, den midterste klinge begyndte at samle kæden op under belastning… og manden sad som en sæk kartofler på cyklen. Jo jo… det er sjovt at køre MTB
Det er ens for alle og jeg tror ikke at nogen slap helt fri for tekniske problemer. CK Viking havde gjort et godt stykke arbejde med en opdateret rute i Ganløse Eged, fint arrangement, formidabel kage med et CK Viking logo på toppen, kakao og kaffe. Og det regnede ikke ret meget…. Vi er ikke lavet af gammelt bølgepap så vi tåler det… Nej det var en fin oplevelse og næste gang kommer CC Hillerød’s Thomas Jönsson ikke forbi – Jeg forstår stadig ikke hvordan jeg kunne overse ham.
Dagens vinder blev Lasse Olsen (Team Hareskov Cykler) med Frank Hjorth Degn (Vega Cykler) på 2. pladsen og Claes Bogan (Vega Cykler) på 3. pladsen.
Hos kvinderne blev det til sejr til Vanessa Salinas (DMK Sram) med Ditte Clausen (Seje Sild Cykler) på 2. pladsen og Mette Fugl (CC Hillerød) på 3. pladsen.
Billeder:
Fra Ole Verner Kristiansen.
Fra Bo Bloch.
Resultater finder du her.
CK Viking er klar med 4. afdeling den 08.01.2012 og du finder mere info her.
3. afdeling i St. Dyrehave er veloverstået. Ruten bød på en skøn blanding af meget lidt rene grusveje, (nogen af os har grusallergi, og når vi er kommet gennem vinteren ja så har vi minsandten også udviklet mudderallergi og finder der på raceren frem), nå tilbage til sporet.. en del græsbeklædte stier med et forholdsvis smalt kørespor – der egentlig konverterede stierne til en art let kørte singletracks – med undtagelse måske af et enkelt mudret sving, der helst skulle rammes midt på sporet, og endelig reelle singletrack områder, hvor ruten gjorde brug af det blå spor i St. Dyrehave. På de “lånte” blå spor gjorde de glatte nøgne rødder og stigninger den sidste 3 del af ruten til en lidt tricky affære og også lidt vanskelig at overhale på (især hvis man tænkte for meget over at det var arbejdsdag mandag og at nogen forventede man stod på stilasset mandag morgen).
Sammenlignet med vinteren sidste år, hvor vi kørte samme rute i regulær frost og på sne/isglatte strækninger, var det uhyggelig meget bedre/lettere i år. Ingen passager med dybt blødt mudder, der kun var frosset på toppen – i søndags så vi kun let overflade mudder, der til tider gjorde det lidt glat, øgede energi tabet på de små stigninger (suk) og så et enkelt væltet grantræ fra seneste storm, som en venlig sjæl bevæbnet med en fukssvans havde afkvistet så tøj og bagskifter blev skånet (tak for det).
Samme fukssvans må man formode har været brugt til udskæring af kage – kæmpe stykker super god kage – varm kakao og kaffe til, hvad mere kan man forlange? Stor tak til CC-Hillerød og til de mange deltagere, der lod tømmermænd i en julefrokost sæson passe sig selv.
Dagens vinder blev Jens Frey Halling (Team Hareskov Cykler) med Keld Pedersen (Team Hareskov Cykler) på 2. pladsen og Frank Hjorth Degn (Vega Cykler) på 3. pladsen.
Hos kvinderne blev det til endnu en sejr til Ditte Clausen (Seje Sild Cykler) med Mette Fugl (CC Hillerød) på 2. pladsen og Mette Bramming (Team Bike and Run) på 3. pladsen.
Billeder:
Fra Bill Jørgensen.
Fra Bo Bloch.
Resultater finder du her.
CC Hillerød er klar med 3. afdeling den 11.12.2011 og du finder mere info her.
Kommentarer